Vævekredsens historie

Vævekredsens historie
Skrevet af Bodil Bondgaard i ca. 2007

Sidst i 70'erne var Ninna Rathje flyttet til Hou. - Hun kom fra Sjælland, var udlært i faget vævning, havde haft egen vævestue og havde på dette tidspunkt været leder af vævestuen på Historisk Arkæologisk Forsøgscenter i Lejre. -  I den lokale avis i Hals blev indrykket en annonce om vævekursus, og vi var solgt. Her havde man alle dage gået og drømt om at væve, og nu var lejligheden der. Andre væveinteresserede dukkede op, kurset blev en realitet. I årene derefter tiltrak Ninnas kurser mange på egnen. Der måtte afholdes kurser to aftener om ugen, nogle gik også på teorikursus om formiddagen

Det var et fascinerende og inspirerende miljø at komme i. De mange store væve var spændende at prøve, men Ninna fik også lært os en del om oldtidsvævning, f.eks. sprang og brikvævning. Hun var en meget dygtig væver, kunne håndværket og krævede akkuratesse af os, hvilket vi har sat meget pris på siden hen. Vi havde mange sjove oplevelser der. I som ikke kender det, skal også forestille jer, at det krævede noget af os, f.eks. skulle man kunne lide hunde (Ninna havde 5, da vi begyndte der). Man skulle også kunne klare en vis portion kulde Det var vel ikke nødvendigt at fyre så meget, når man havde en varm trøje. Forholdene var lidt primitive.

Som årene gik, begyndte Ninnas kræfter at svigte. Det var nok en naturlig reaktion herpå, at vi besluttede at stifte en vævekreds. Vi ville gerne holde kontakten med de mange, som i årenes løb havde lært at væve hos Ninna, og samtidig give nye væveinteresserede en mulighed.

I maj 1991 holdt vi stiftende generalforsamling, og Østvendsyssels Vævekreds var en realitet med 39 medlemmer. I den første bestyrelse sad Solveig Sørensen, Hanne Nielsen, Lone Als, Jane Kjærtinge og Bodil Bondgård. Vores første tur var et besøg hos Winnie Poulsen. Udover ture for at besøge vævere eller for at købe garn, arrangerede vi foredrag, kurser, udstillinger eller holdt inspirationsaftener.

Når vi mødtes, var der altid snak om evt. at finde et samlingssted, og efter nogen tid lykkedes det. Fra 1. februar 1995 havde vi vævestue hos Ø. Hassing Smede og VVS, Aalborgvej 374. Vi var vældig begejstrede, væve blev fundet frem fra gemmerne, sat i gang, og der blev holdt åbent hus. Det lyder enkelt, men det var egentlig et stort arbejde på flere måder. Arbejdet fortsatte, vi måtte lave regler om brugen af vævene og mange andre praktiske ting, vi indførte det månedlige husmøde osv.

Det varede ikke længe før pladsen blev trang, og jagten efter et større sted begyndte. Som de fleste ved, blev det i stalden på Ulsted Kærvej, hvor Ellen Ulrick dengang boede. Ellens mand satte kostalden i stand. Det rå lokale blev nu gjort hyggeligt af mange forskellige flittige kvinder. Der blev malet lofter, vægge stolper m.m. 22. oktober 1997 var store flyttedag. Her var mange mænd og trailere i sving udover vævepigerne. Da foråret kom, var vi klar til at vise vævestuen frem og holdt åbent hus.

I årenes løb har vi haft mange gode timer i vævestuen. Der er produceret utallige tørklæder, viskestykker, tasker, duge, plaider m.m., og der er nydt mange gode kager til kaffen og teen. Et nyere initiativ er indkøbet af en damaskvæv. Det er spændende at prøve denne form for vævning.

Selvfølgelig er der opstået problemer ind imellem, men vi har været i stand til at drøfte dem og finde løsninger. Husreglerne er blevet justeret derefter. Det største problem, vi fik, var et luksusproblem. Vi måtte lave en regel om medlemstallet i vævestuen. Der er jo en grænse for, hvor mange vi kan være om et vist antal væve, og derved fik vi også en venteliste. Det var en stor frustration for mange af os, at nogle medlemmer måtte vente på at komme i gang.

Til sidst valgte Kirsten Bengtson at invitere ventelistens medlemmer til et møde, og arbejdet med den nye vævestue var i gang ? et flot initiativ. Som i Ulsted var der et stort forarbejde. Også her var der gang i malerpenslerne, m.m., før man var klar til at flytte ind sommeren 2004. Det var ligeledes en lang proces, før alle væve var i sving. Vævepigerne på Striben kan sikkert fortælle lange historier om deres oplevelser undervejs i forløbet.

Den nye vævestue ligger Stribenvej 42. 5. februar 2005 holdt Striben åbent hus med stor succes. Det var spændende, at se resultatet af alle anstrengelserne
Begge vævestuer kører fint med henholdsvis 25 og 18 medlemmer. Vævekredsen har i alt 68 medlemmer i øjeblikket. Vævekredsen arrangerer stadig udflugter, kurser og lign.. Det giver medlemmer fra de to vævestuer + de, som kun er medlem af kredsen, lejlighed til at mødes til fælles inspiration. Vi hører tit, at håndarbejdet er på retur, men det er i hvert fald lykkedes for os at bevare interessen for vævningen her på egnen.

Historien om vævestuen Stribens tilblivelse.
Skrevet af Kirsten Bengtson okt. 2004

Ventelisten i Vævestuen i Ulsted var ved at være noget lang. 17 stod der og ventede. Der blev sendt et spørgeskema ud til de væveinteresserede. 8 meldte tilbage, deraf var de 6 interesserede i at starte noget op, de to sidste ville vente til der blev plads i Ulsted.

Der blev holdt et par møder, flere havde gode forslag til, hvor en ny vævestue kunne ligge. En søndag formiddag var vi 3 biler af sted for at bese lokaler. Valget faldt på lokaler hos Marianne og Jens Myhren, Stribenvej 40 nord for Aslundskoven, midt mellem Hjallerup og V. Hassing.

Der er en stor stue på ca. 50 m2 med meget store lyse vinduer, et stort køkken med plads til bord og stole, hvor kaffen kan drikkes, et stort toilet (der er plads til to klapvæve, hvis der skulle blive pladsproblemer). Der er ydermere et lille værelse med plads til 2 ?3 væve eller til trendbord og tilbehør. Hvis der bliver rigtig mange medlemmer, er der 2 værelser på loftet, der kan benyttes.

Vævestuen Striben er lejet fra d. 1. 8. 2004 , og allerede her i foråret kunne medlemmerne rykke ind og begynde at male og ordne belysning, så alt var klart til indflytning.

I øjeblikket er der ca. 11 medlemmer i Vævestuen Striben, og der er plads til flere, så hvis I kender nogen???

Der er sikkert mange, der kan huske, hvordan det var at starte Vævestuen i Gandrup, den energi, den optimisme og det gå på mod alle udstråler. Det sammenhold man får, når man arbejder på en fælles sag. Og kan I huske, dengang vi flyttede til Ulsted, jernbjælkerne blev slebet ned, så alle var helt brune i hovederne, Væggene, der blev malet 3 gange , og hvad med store flyttedag, hvor alle trailerne blev fyldt til randen med  væve. Den entusiasme og livsglæde har alle medlemmerne af vævestuen Striben også, og de glæder sig til at være en del af Østvendsyssels Vævekreds sammen med alle vævepigerne fra Vævestuen i Ulsted.

Status pr 28.okt. 2004

Vi er stadig 11 medlemmer på Striben, vi kender efterhånden hinanden godt. 1 væv er kommet igang, i næste uge kan der væves på den næste væv, der sølles på 2 andre væve og 1 trend venter på at blive kørt på. Desuden er der flere hold medlemmer igang med at lave opskrifter og blive enige om hvad der skal på de næste væve. Det tager lang tid at starte en ny vævestue op, men der sker noget hver torsdag. Stemningen er hyggelig og god. Vi glæder os til hver torsdag, vi skal afsted.



Ingen kommentarer:

Send en kommentar